Aktivitet 4. Livshistorie

Aktivitet 4
Din egen livsfortælling

Hej. Jeg hedder Randi Nielsen og jeg vil gerne fortælle om et sygdoms forløb jeg har været igennem.
Jeg var 18 år da jeg syntes at hele verden var op af bakke. Jeg var lige flyttet sammen med en kæreste, hans familie var Jehovas vidne. Da min familie fik dette afvide var det som om hele denne fordoms historie om Jehovas viden blev vendt om til min egen kristne familie. Min familie valgte ikke at have kontakt til min kæreste, ville ikke besøge mig hvis min kæreste var hjemme og vi blev ikke inviteret med til noget sammen, det var kun mig der blev inviteret. Alt dette foregik i min egen familie, dem jeg troede der stod mig nærmest følte jeg vendte mig ryggen. Under alt dette pres jeg følte der blev lagt på mine skuldre, fik min bedstefar konstateret kræft og døde 3 måneder senere. Da vi nogenlunde var over dette dødsfald i familien, blev vi ringet på en onsdag morgen, min svoger var kørt ihjel, to motorcykler var kørt frontalt sammen. Jeg kunne ikke mere, jeg udviklet anoreksi, og jeg endte med at være helt nede på 42 kg før min læge sagde til mig. ”Randi hvis du ikke tager dig sammen nu, så indlægger vi dig” jeg tænkte selvfølgelig ved mig selv, at jeg var ikke syg, så jeg skulle ikke indlægges. Min daværende kæreste støttede mig hele vejen igennem og hjalp mig til at spise som jeg nu skulle igen. Dette sygdoms forløb varede i 2,5 år før jeg blev konstateret rask og jeg blev bevidst om hvad hele mit liv betød for mig. Jeg har i dag fået så meget med mig i denne svære tid jeg var igennem. Jeg fandt ud af hvem der virkelig var der for mig når jeg havde brug for det.

- Jeg valgte at fortælle om lige netop denne episode af mit liv, for det var nogle år der vendte hele mit liv på hoved og tilbage igen. Jeg lærte der skulle modgang til for at der kunne komme medgang. Det udviklede mig som menneske og jeg blev 100% bevidst om at sådan var der ingen der skulle ha lov at leve sit liv. Denne episode var med til at gøre mig helt sikker på at det var pædagog uddannelsen jeg skulle tage, at jeg skulle hjælpe andre mennesker, og jeg ville se folk rykke sig i livet. 

Aktivitet 3, Livshistorie

Aktivitet 3
Planlægning af et forløb med livshistorie og din valgte målgruppe.
Jeg vil planlægge et forløb med et anbragt barn/ungt menneske.
For at jeg skulle kunne arbejde med et ungt menneske omkring hans/hendes livshistorie, skal jeg ha opbygget til tillidsbånd til det anbragte barn. Jeg skal bruge meget tid på at sidde mig ind i hans/hendes fortællinger, bruge tid på at hører efter hvad han/hun fortæller mig ”to ører, en mund” jeg skal lytte dobbelt så meget som jeg skal tale.
Når dette tillidsbånd er opbygget, vil jeg lige så stille begynde og finde ud af hvor langt kan jeg gå med dette barn før vi kommer tilbage i den negative tanke gang om sin fortid, så snart barnet har fået tilliden til mig, at jeg ikke vil smide ham/hende tilbage i det, vil jeg tage det anbragte barn med hen til et sted som han/hun huske fra sin barndom, det kan både være negative og positive steder. Vi ville tage nogle billeder, sidde dem ind i en livshistorie bog, hvor han/hun skriver hvad dette billed får ham/hende til at tænke på.
Dette forløb kan ikke klares på en uge, dette forløb er et forløb der tager RIGTIG lang tid.

Da jeg var i praktik på en døgninstitution var der en anden studerende. Hun havde lige præcis om dette emne og havde planlagt et super spændende forløb, hvor de skulle male et stamtræ og snakke om hendes livshistorie. Men når man arbejder med anbragte unge mennesker skal man være rigtig meget forberedt på, de kan springe fra 30 min før den tid i havde aftalt. Og for at du får det rette resultat ud af sådan et projekt som livshistorier, skal man ikke presse den unge, man skal vente til han/hun er klar, ellers får man ikke det rette resultat.

- Randi

Aktivitet 2, livshistorier

                                                                       Aktivitet 2

Arbejde med livshistorie og din målgruppe

Min målgruppe er anbragte børn. Og hvorfor er netop dette vigtigt?

Jeg har valgt lige netop dette område efter min praktik på en døgninstitution hvor det blev tydelig gjort for mig hvad livshistorier gjorde for det unge menneske. Denne målgruppe er udsat for så mange ting og har derfor brug for at få glade minder med ind i deres livshistorie.

På en døgninstitution, hvor børn kommer på baggrund af traumatiske forhold i hjemmet, f.eks. overgreb, vold eller alkoholmisbrug, skal pædagogerne skabe rammer, så børnene får en så god og normal hverdag som mulig. Opholdet på institutionen vil fremover være en del af deres livshistorie, og for at det ikke går i glemmebogen, er det vigtigt, at de får minder med fra denne tid. På døgninstitutionen Solvang laver de en personlig bog til hvert barn. Som regel er det er flot fotoalbum med små noter til billederne, og det bliver overrakt barnet eller den unge kort før flytning. Dette kan være med til at give barnet/den unge et minde om sin tid på en døgninstitution.

Som pædagog kan man altid bruge det anbragte barns livshistorie i det pædagogiske arbejde, f.eks. er det gennem indsigt i livshistorien, vi kan forstå barnets vanskeligheder og retningsbestemme den pædagogiske indsat for det enkelte barn.
Det særlige ved at beskæftige sig med barnets livshistorie er, at barnet er sin historie. Barnet har skabt og har sin egen historie. Derfor er det også noget specielt, vi er sammen med barnet om. Der opstår noget særligt mellem barn og pædagog når barnet fortæller, pædagogen lytter engageret og barnet oplever at kunne bevæge et andet menneske med sine oplevelser fra dens liv.

Det er et fælles vilkår for børn, der er anbragt uden for hjemmet at de har oplevelser i deres livsforløb som ”gør ondt” det er netop fordi deres liv er problemfyldt, at de er anbragt. Det betyder at oplevelser af angst og svigt ofte fylder barnets erindring, eller hvis barnet har været nød til at fortrænge sine oplevelser, at der kun er lidt eller ingen erindring fra barndommen eller opholdet på institutionen. Derfor er det de sjove og positive situationer vi har sammen med det anbragte barn der skal beskrives overfor hinanden, så de altid vil mindes de gode frem for den dårlige.

Livshistorien skaber samtaler, initiativ og identitet

Arbejdet med livshistorier er en mulighed for at åbner flere døre mellem den anbragte og personale, fordi:

·         En livshistorie kan være med til at skabe bedre og flere kommunikationsveje mellem omsorgsgiveren og den anbragte;

·         Det er lettere for personalet at starte en samtale eller foretage sig noget meningsfuldt med den anbragte, når de kender til borgerens livshistorie.

·         Omvendt kan livshistorien også bruges til at imødekomme initiativer fra den anbragte og øge muligheden for at personalet bedre forstår borgerens hensigt.

Mulig problem formulering: Hvordan kan vi som pædagoger være med til at styrke det anbragte barns identitets dannelse igennem livshistorier??

-       Randi

Min viden er indsamlet i bogen Fortælling fra praksis –om livshistorier og pædagogik (redigeret af Ida Schwartz)

Livshistorier i pædagogisk arbejde

Kilde : https://www.ucviden.dk/student-portal/da/studentprojects/paedagogisk-arbejde-med-livshistorier-i-forhold-til-voksne-mennesker-med-nedsat-fysisk-og-psykisk-funktionsevne(09ec1b6e-ccdf-4b28-9756-5fc03d968613).html

Pædagogisk arbejde med livshistorier i forhold til voksne mennesker med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne

Alle mennesker har en unik og enestående livshistorie med sig selv i hovedrollen. Denne livshistorie er vigtig at få fortalt for at få samlet brikkerne i eget puslespil. Udviklingshæmmede har ligesom alle andre brug for at fortælle deres historie og sætte denne fortælling i perspektiv, finde deres identitet og opleve, hvem de er. På grund af mange institutionsskift, skiftende omsorgspersoner, manglende kontakt med familien og omverdenen, er der mange udviklingshæmmede, der ikke kender til deres egen livshistorie. Endvidere har centralinstitutionernes indespærring, kategorisering og diagnosticering gjort, at de udviklingshæmmedes individuelle livshistorie er forsvundet i hele gruppens historie. Vi mener, at alle har en historie, der har krav på at blive hørt og anerkendt af andre. Som professionel pædagog er det vigtigt, at vi sætter os ind i brugerens livshistorie og bruger den som et arbejdsredskab i vores daglige arbejde. 
Formålet med at udarbejde en livshistorie er at give brugeren, altså den fortællende, et overblik over sin fortid, nutid og fremtid samt en forståelse for, at man har haft og stadig har betydning for andre. Endvidere giver det brugeren en forståelse for, hvem han er, og hvad han kommer af. Brugeren får altså mulighed for at få en øget forståelse af sig selv og sine omgivelser. Livshistoriearbejdet giver pædagogen et kendskab til brugerens oplevelser, problemstillinger og behov igennem livet. Dette gør, at der nu bliver lagt vægt på brugerens interesser og værdier. Pædagogen vil derved få større mulighed for at tilbyde støtte og hjælp til brugerens udvikling og deraf hjælp til øget livskvalitet. Det gør, at pædagogen ikke blot arbejder ud fra en upersonlig og overfladisk journal, som har fulgt brugeren igennem livet, og som er skrevet af skiftende professionelle. For at få et godt og udbytterigt livshistoriearbejde er det derfor vigtigt, at pædagogen og brugeren har en god, positiv og tillidsfuld relation til hinanden. 
En livshistorie er endvidere et vigtigt pædagogisk redskab i forhold til brugerens identitetsdannelse. Vores identitet udvikles gennem de fortællinger, vi fortæller om os selv. Igennem det at fortælle, skaber vi os selv og giver vores tilværelse mening og retning. Vi bliver dermed ejer af vores egen historie. 
Gennem vores praktik på et botilbud for voksne udviklingshæmmede oplevede vi, at brugerne ofte havde en ringe forståelse for deres egen identitet, samtidig med at de manglede indsigt i eget liv. De genoplevede ofte deres liv i brudstykker, og derfor havde de ikke følelsen af sammenhæng. Gennem vores praktik oplevede vi, at pædagogerne ikke havde ressourcerne og muligvis ikke kompetencerne til at arbejde med brugernes livshistorie, hvilket førte til misforståelser pga. manglende forståelse for brugerne. Vi ser derfor livshistoriearbejdet som et vigtigt pædagogisk redskab i arbejdet med udviklingshæmmede, idet vi på denne måde får sat et særligt fokus på brugernes udvikling og trivsel. Vi finder livshistoriearbejdet både fascinerende og værdifuldt set i en praktisk pædagogisk sammenhæng, idet pædagogen på denne måde bl.a. kan få et nuanceret indblik i et andet menneskes liv. Vi har valgt at arbejde med emnet livshistorier, fordi vi gerne vil være med til at synliggøre dette og få det integreret i det daglige pædagogiske arbejde. 
Ud fra ovenstående faglige og relevante begrundelser, er vi nået frem til følgende tese: Livshistorier som pædagogisk redskab skaber indsigt og sammenhæng i brugerens eget liv, samtidig med at pædagogen får en bedre forståelse og deraf et større kendskab til brugeren. 

Kilde: http://www.demensteamet.dk/Teorierogmetoder/Livshistorier/tabid/274/Default.aspx

Livshistorien skaber samtaler, initiativ og identitet

Arbejdet med livshistorier er en mulighed for at åbner flere døre mellem borger og personale, fordi:

·         En livshistorie kan være med til at skabe bedre og flere kommunikationsveje mellem omsorgsgiveren og borgen;

·         Det er lettere for personalet at starte en samtale eller foretage sig noget meningsfuldt med borgen, når de kender til borgerens livshistorie.

·         Omvendt kan livshistorien også bruges til at imødekomme initiativer fra borgeren og øge muligheden for at personalet bedre forstår borgerens hensigt.

·         Livshistorie kan give borgeren et synligt bevis på identitet og styrke identitetsfølelsen, hvilket er meget vigtigt for mennesker med en demenssygdom.

Jeg har fundet dette link (se nedenfor) jeg syntes i skal kigge på. Det er en kvinde fra Aarhus Universitet der har forsket i hvorfor børn ikke kan fortælle deres Livshistorien .

http://www.dr.dk/DR2/Danskernes+akademi/Paedagogik_Psykologi/B%C3%B8rns_livshistorier.htm

Hvordan kan det være, at selvom små børn ofte er rigtig gode til både at fortælle historier og oplevelser de har haft, så kan de ikke fortælle deres livshistorie?

Det spørgsmål giver adjunkt Annette Bohn fra Aarhus Universitet svar på i denne forelæsning.

I forelæsningen kommer hun blandt ind på, hvordan det at fortælle en livshistorie kræver en forståelse for, hvordan det ideelle liv forløber i den kultur, man er en del af.

Det kalder man det kulturelle livsskript, og det er noget, der først skal læres.

-Randi Nielsen