Livshistorier i pædagogisk arbejde

Kilde : https://www.ucviden.dk/student-portal/da/studentprojects/paedagogisk-arbejde-med-livshistorier-i-forhold-til-voksne-mennesker-med-nedsat-fysisk-og-psykisk-funktionsevne(09ec1b6e-ccdf-4b28-9756-5fc03d968613).html

Pædagogisk arbejde med livshistorier i forhold til voksne mennesker med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne

Alle mennesker har en unik og enestående livshistorie med sig selv i hovedrollen. Denne livshistorie er vigtig at få fortalt for at få samlet brikkerne i eget puslespil. Udviklingshæmmede har ligesom alle andre brug for at fortælle deres historie og sætte denne fortælling i perspektiv, finde deres identitet og opleve, hvem de er. På grund af mange institutionsskift, skiftende omsorgspersoner, manglende kontakt med familien og omverdenen, er der mange udviklingshæmmede, der ikke kender til deres egen livshistorie. Endvidere har centralinstitutionernes indespærring, kategorisering og diagnosticering gjort, at de udviklingshæmmedes individuelle livshistorie er forsvundet i hele gruppens historie. Vi mener, at alle har en historie, der har krav på at blive hørt og anerkendt af andre. Som professionel pædagog er det vigtigt, at vi sætter os ind i brugerens livshistorie og bruger den som et arbejdsredskab i vores daglige arbejde. 
Formålet med at udarbejde en livshistorie er at give brugeren, altså den fortællende, et overblik over sin fortid, nutid og fremtid samt en forståelse for, at man har haft og stadig har betydning for andre. Endvidere giver det brugeren en forståelse for, hvem han er, og hvad han kommer af. Brugeren får altså mulighed for at få en øget forståelse af sig selv og sine omgivelser. Livshistoriearbejdet giver pædagogen et kendskab til brugerens oplevelser, problemstillinger og behov igennem livet. Dette gør, at der nu bliver lagt vægt på brugerens interesser og værdier. Pædagogen vil derved få større mulighed for at tilbyde støtte og hjælp til brugerens udvikling og deraf hjælp til øget livskvalitet. Det gør, at pædagogen ikke blot arbejder ud fra en upersonlig og overfladisk journal, som har fulgt brugeren igennem livet, og som er skrevet af skiftende professionelle. For at få et godt og udbytterigt livshistoriearbejde er det derfor vigtigt, at pædagogen og brugeren har en god, positiv og tillidsfuld relation til hinanden. 
En livshistorie er endvidere et vigtigt pædagogisk redskab i forhold til brugerens identitetsdannelse. Vores identitet udvikles gennem de fortællinger, vi fortæller om os selv. Igennem det at fortælle, skaber vi os selv og giver vores tilværelse mening og retning. Vi bliver dermed ejer af vores egen historie. 
Gennem vores praktik på et botilbud for voksne udviklingshæmmede oplevede vi, at brugerne ofte havde en ringe forståelse for deres egen identitet, samtidig med at de manglede indsigt i eget liv. De genoplevede ofte deres liv i brudstykker, og derfor havde de ikke følelsen af sammenhæng. Gennem vores praktik oplevede vi, at pædagogerne ikke havde ressourcerne og muligvis ikke kompetencerne til at arbejde med brugernes livshistorie, hvilket førte til misforståelser pga. manglende forståelse for brugerne. Vi ser derfor livshistoriearbejdet som et vigtigt pædagogisk redskab i arbejdet med udviklingshæmmede, idet vi på denne måde får sat et særligt fokus på brugernes udvikling og trivsel. Vi finder livshistoriearbejdet både fascinerende og værdifuldt set i en praktisk pædagogisk sammenhæng, idet pædagogen på denne måde bl.a. kan få et nuanceret indblik i et andet menneskes liv. Vi har valgt at arbejde med emnet livshistorier, fordi vi gerne vil være med til at synliggøre dette og få det integreret i det daglige pædagogiske arbejde. 
Ud fra ovenstående faglige og relevante begrundelser, er vi nået frem til følgende tese: Livshistorier som pædagogisk redskab skaber indsigt og sammenhæng i brugerens eget liv, samtidig med at pædagogen får en bedre forståelse og deraf et større kendskab til brugeren. 

Kilde: http://www.demensteamet.dk/Teorierogmetoder/Livshistorier/tabid/274/Default.aspx

Livshistorien skaber samtaler, initiativ og identitet

Arbejdet med livshistorier er en mulighed for at åbner flere døre mellem borger og personale, fordi:

·         En livshistorie kan være med til at skabe bedre og flere kommunikationsveje mellem omsorgsgiveren og borgen;

·         Det er lettere for personalet at starte en samtale eller foretage sig noget meningsfuldt med borgen, når de kender til borgerens livshistorie.

·         Omvendt kan livshistorien også bruges til at imødekomme initiativer fra borgeren og øge muligheden for at personalet bedre forstår borgerens hensigt.

·         Livshistorie kan give borgeren et synligt bevis på identitet og styrke identitetsfølelsen, hvilket er meget vigtigt for mennesker med en demenssygdom.

Jeg har fundet dette link (se nedenfor) jeg syntes i skal kigge på. Det er en kvinde fra Aarhus Universitet der har forsket i hvorfor børn ikke kan fortælle deres Livshistorien .

http://www.dr.dk/DR2/Danskernes+akademi/Paedagogik_Psykologi/B%C3%B8rns_livshistorier.htm

Hvordan kan det være, at selvom små børn ofte er rigtig gode til både at fortælle historier og oplevelser de har haft, så kan de ikke fortælle deres livshistorie?

Det spørgsmål giver adjunkt Annette Bohn fra Aarhus Universitet svar på i denne forelæsning.

I forelæsningen kommer hun blandt ind på, hvordan det at fortælle en livshistorie kræver en forståelse for, hvordan det ideelle liv forløber i den kultur, man er en del af.

Det kalder man det kulturelle livsskript, og det er noget, der først skal læres.

-Randi Nielsen