Min dejlige guldklump.

Denne video, er lavet i movie maker, jeg er stolt af ham og han ligger dybt i mit hjerte. Jeg har været med hele vejen og det har været en fantastisk rejse. Den er selvfølgelig ikke slut men den er kun lige begyndt <3

Aktivitet 4. Livshistorie

Aktivitet 4
Din egen livsfortælling

Hej. Jeg hedder Randi Nielsen og jeg vil gerne fortælle om et sygdoms forløb jeg har været igennem.
Jeg var 18 år da jeg syntes at hele verden var op af bakke. Jeg var lige flyttet sammen med en kæreste, hans familie var Jehovas vidne. Da min familie fik dette afvide var det som om hele denne fordoms historie om Jehovas viden blev vendt om til min egen kristne familie. Min familie valgte ikke at have kontakt til min kæreste, ville ikke besøge mig hvis min kæreste var hjemme og vi blev ikke inviteret med til noget sammen, det var kun mig der blev inviteret. Alt dette foregik i min egen familie, dem jeg troede der stod mig nærmest følte jeg vendte mig ryggen. Under alt dette pres jeg følte der blev lagt på mine skuldre, fik min bedstefar konstateret kræft og døde 3 måneder senere. Da vi nogenlunde var over dette dødsfald i familien, blev vi ringet på en onsdag morgen, min svoger var kørt ihjel, to motorcykler var kørt frontalt sammen. Jeg kunne ikke mere, jeg udviklet anoreksi, og jeg endte med at være helt nede på 42 kg før min læge sagde til mig. ”Randi hvis du ikke tager dig sammen nu, så indlægger vi dig” jeg tænkte selvfølgelig ved mig selv, at jeg var ikke syg, så jeg skulle ikke indlægges. Min daværende kæreste støttede mig hele vejen igennem og hjalp mig til at spise som jeg nu skulle igen. Dette sygdoms forløb varede i 2,5 år før jeg blev konstateret rask og jeg blev bevidst om hvad hele mit liv betød for mig. Jeg har i dag fået så meget med mig i denne svære tid jeg var igennem. Jeg fandt ud af hvem der virkelig var der for mig når jeg havde brug for det.

- Jeg valgte at fortælle om lige netop denne episode af mit liv, for det var nogle år der vendte hele mit liv på hoved og tilbage igen. Jeg lærte der skulle modgang til for at der kunne komme medgang. Det udviklede mig som menneske og jeg blev 100% bevidst om at sådan var der ingen der skulle ha lov at leve sit liv. Denne episode var med til at gøre mig helt sikker på at det var pædagog uddannelsen jeg skulle tage, at jeg skulle hjælpe andre mennesker, og jeg ville se folk rykke sig i livet. 

Aktivitet 3, Livshistorie

Aktivitet 3
Planlægning af et forløb med livshistorie og din valgte målgruppe.
Jeg vil planlægge et forløb med et anbragt barn/ungt menneske.
For at jeg skulle kunne arbejde med et ungt menneske omkring hans/hendes livshistorie, skal jeg ha opbygget til tillidsbånd til det anbragte barn. Jeg skal bruge meget tid på at sidde mig ind i hans/hendes fortællinger, bruge tid på at hører efter hvad han/hun fortæller mig ”to ører, en mund” jeg skal lytte dobbelt så meget som jeg skal tale.
Når dette tillidsbånd er opbygget, vil jeg lige så stille begynde og finde ud af hvor langt kan jeg gå med dette barn før vi kommer tilbage i den negative tanke gang om sin fortid, så snart barnet har fået tilliden til mig, at jeg ikke vil smide ham/hende tilbage i det, vil jeg tage det anbragte barn med hen til et sted som han/hun huske fra sin barndom, det kan både være negative og positive steder. Vi ville tage nogle billeder, sidde dem ind i en livshistorie bog, hvor han/hun skriver hvad dette billed får ham/hende til at tænke på.
Dette forløb kan ikke klares på en uge, dette forløb er et forløb der tager RIGTIG lang tid.

Da jeg var i praktik på en døgninstitution var der en anden studerende. Hun havde lige præcis om dette emne og havde planlagt et super spændende forløb, hvor de skulle male et stamtræ og snakke om hendes livshistorie. Men når man arbejder med anbragte unge mennesker skal man være rigtig meget forberedt på, de kan springe fra 30 min før den tid i havde aftalt. Og for at du får det rette resultat ud af sådan et projekt som livshistorier, skal man ikke presse den unge, man skal vente til han/hun er klar, ellers får man ikke det rette resultat.

- Randi

Aktivitet 2, livshistorier

                                                                       Aktivitet 2

Arbejde med livshistorie og din målgruppe

Min målgruppe er anbragte børn. Og hvorfor er netop dette vigtigt?

Jeg har valgt lige netop dette område efter min praktik på en døgninstitution hvor det blev tydelig gjort for mig hvad livshistorier gjorde for det unge menneske. Denne målgruppe er udsat for så mange ting og har derfor brug for at få glade minder med ind i deres livshistorie.

På en døgninstitution, hvor børn kommer på baggrund af traumatiske forhold i hjemmet, f.eks. overgreb, vold eller alkoholmisbrug, skal pædagogerne skabe rammer, så børnene får en så god og normal hverdag som mulig. Opholdet på institutionen vil fremover være en del af deres livshistorie, og for at det ikke går i glemmebogen, er det vigtigt, at de får minder med fra denne tid. På døgninstitutionen Solvang laver de en personlig bog til hvert barn. Som regel er det er flot fotoalbum med små noter til billederne, og det bliver overrakt barnet eller den unge kort før flytning. Dette kan være med til at give barnet/den unge et minde om sin tid på en døgninstitution.

Som pædagog kan man altid bruge det anbragte barns livshistorie i det pædagogiske arbejde, f.eks. er det gennem indsigt i livshistorien, vi kan forstå barnets vanskeligheder og retningsbestemme den pædagogiske indsat for det enkelte barn.
Det særlige ved at beskæftige sig med barnets livshistorie er, at barnet er sin historie. Barnet har skabt og har sin egen historie. Derfor er det også noget specielt, vi er sammen med barnet om. Der opstår noget særligt mellem barn og pædagog når barnet fortæller, pædagogen lytter engageret og barnet oplever at kunne bevæge et andet menneske med sine oplevelser fra dens liv.

Det er et fælles vilkår for børn, der er anbragt uden for hjemmet at de har oplevelser i deres livsforløb som ”gør ondt” det er netop fordi deres liv er problemfyldt, at de er anbragt. Det betyder at oplevelser af angst og svigt ofte fylder barnets erindring, eller hvis barnet har været nød til at fortrænge sine oplevelser, at der kun er lidt eller ingen erindring fra barndommen eller opholdet på institutionen. Derfor er det de sjove og positive situationer vi har sammen med det anbragte barn der skal beskrives overfor hinanden, så de altid vil mindes de gode frem for den dårlige.

Livshistorien skaber samtaler, initiativ og identitet

Arbejdet med livshistorier er en mulighed for at åbner flere døre mellem den anbragte og personale, fordi:

·         En livshistorie kan være med til at skabe bedre og flere kommunikationsveje mellem omsorgsgiveren og den anbragte;

·         Det er lettere for personalet at starte en samtale eller foretage sig noget meningsfuldt med den anbragte, når de kender til borgerens livshistorie.

·         Omvendt kan livshistorien også bruges til at imødekomme initiativer fra den anbragte og øge muligheden for at personalet bedre forstår borgerens hensigt.

Mulig problem formulering: Hvordan kan vi som pædagoger være med til at styrke det anbragte barns identitets dannelse igennem livshistorier??

-       Randi

Min viden er indsamlet i bogen Fortælling fra praksis –om livshistorier og pædagogik (redigeret af Ida Schwartz)

Livshistorier i pædagogisk arbejde

Kilde : https://www.ucviden.dk/student-portal/da/studentprojects/paedagogisk-arbejde-med-livshistorier-i-forhold-til-voksne-mennesker-med-nedsat-fysisk-og-psykisk-funktionsevne(09ec1b6e-ccdf-4b28-9756-5fc03d968613).html

Pædagogisk arbejde med livshistorier i forhold til voksne mennesker med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne

Alle mennesker har en unik og enestående livshistorie med sig selv i hovedrollen. Denne livshistorie er vigtig at få fortalt for at få samlet brikkerne i eget puslespil. Udviklingshæmmede har ligesom alle andre brug for at fortælle deres historie og sætte denne fortælling i perspektiv, finde deres identitet og opleve, hvem de er. På grund af mange institutionsskift, skiftende omsorgspersoner, manglende kontakt med familien og omverdenen, er der mange udviklingshæmmede, der ikke kender til deres egen livshistorie. Endvidere har centralinstitutionernes indespærring, kategorisering og diagnosticering gjort, at de udviklingshæmmedes individuelle livshistorie er forsvundet i hele gruppens historie. Vi mener, at alle har en historie, der har krav på at blive hørt og anerkendt af andre. Som professionel pædagog er det vigtigt, at vi sætter os ind i brugerens livshistorie og bruger den som et arbejdsredskab i vores daglige arbejde. 
Formålet med at udarbejde en livshistorie er at give brugeren, altså den fortællende, et overblik over sin fortid, nutid og fremtid samt en forståelse for, at man har haft og stadig har betydning for andre. Endvidere giver det brugeren en forståelse for, hvem han er, og hvad han kommer af. Brugeren får altså mulighed for at få en øget forståelse af sig selv og sine omgivelser. Livshistoriearbejdet giver pædagogen et kendskab til brugerens oplevelser, problemstillinger og behov igennem livet. Dette gør, at der nu bliver lagt vægt på brugerens interesser og værdier. Pædagogen vil derved få større mulighed for at tilbyde støtte og hjælp til brugerens udvikling og deraf hjælp til øget livskvalitet. Det gør, at pædagogen ikke blot arbejder ud fra en upersonlig og overfladisk journal, som har fulgt brugeren igennem livet, og som er skrevet af skiftende professionelle. For at få et godt og udbytterigt livshistoriearbejde er det derfor vigtigt, at pædagogen og brugeren har en god, positiv og tillidsfuld relation til hinanden. 
En livshistorie er endvidere et vigtigt pædagogisk redskab i forhold til brugerens identitetsdannelse. Vores identitet udvikles gennem de fortællinger, vi fortæller om os selv. Igennem det at fortælle, skaber vi os selv og giver vores tilværelse mening og retning. Vi bliver dermed ejer af vores egen historie. 
Gennem vores praktik på et botilbud for voksne udviklingshæmmede oplevede vi, at brugerne ofte havde en ringe forståelse for deres egen identitet, samtidig med at de manglede indsigt i eget liv. De genoplevede ofte deres liv i brudstykker, og derfor havde de ikke følelsen af sammenhæng. Gennem vores praktik oplevede vi, at pædagogerne ikke havde ressourcerne og muligvis ikke kompetencerne til at arbejde med brugernes livshistorie, hvilket førte til misforståelser pga. manglende forståelse for brugerne. Vi ser derfor livshistoriearbejdet som et vigtigt pædagogisk redskab i arbejdet med udviklingshæmmede, idet vi på denne måde får sat et særligt fokus på brugernes udvikling og trivsel. Vi finder livshistoriearbejdet både fascinerende og værdifuldt set i en praktisk pædagogisk sammenhæng, idet pædagogen på denne måde bl.a. kan få et nuanceret indblik i et andet menneskes liv. Vi har valgt at arbejde med emnet livshistorier, fordi vi gerne vil være med til at synliggøre dette og få det integreret i det daglige pædagogiske arbejde. 
Ud fra ovenstående faglige og relevante begrundelser, er vi nået frem til følgende tese: Livshistorier som pædagogisk redskab skaber indsigt og sammenhæng i brugerens eget liv, samtidig med at pædagogen får en bedre forståelse og deraf et større kendskab til brugeren. 

Kilde: http://www.demensteamet.dk/Teorierogmetoder/Livshistorier/tabid/274/Default.aspx

Livshistorien skaber samtaler, initiativ og identitet

Arbejdet med livshistorier er en mulighed for at åbner flere døre mellem borger og personale, fordi:

·         En livshistorie kan være med til at skabe bedre og flere kommunikationsveje mellem omsorgsgiveren og borgen;

·         Det er lettere for personalet at starte en samtale eller foretage sig noget meningsfuldt med borgen, når de kender til borgerens livshistorie.

·         Omvendt kan livshistorien også bruges til at imødekomme initiativer fra borgeren og øge muligheden for at personalet bedre forstår borgerens hensigt.

·         Livshistorie kan give borgeren et synligt bevis på identitet og styrke identitetsfølelsen, hvilket er meget vigtigt for mennesker med en demenssygdom.

Jeg har fundet dette link (se nedenfor) jeg syntes i skal kigge på. Det er en kvinde fra Aarhus Universitet der har forsket i hvorfor børn ikke kan fortælle deres Livshistorien .

http://www.dr.dk/DR2/Danskernes+akademi/Paedagogik_Psykologi/B%C3%B8rns_livshistorier.htm

Hvordan kan det være, at selvom små børn ofte er rigtig gode til både at fortælle historier og oplevelser de har haft, så kan de ikke fortælle deres livshistorie?

Det spørgsmål giver adjunkt Annette Bohn fra Aarhus Universitet svar på i denne forelæsning.

I forelæsningen kommer hun blandt ind på, hvordan det at fortælle en livshistorie kræver en forståelse for, hvordan det ideelle liv forløber i den kultur, man er en del af.

Det kalder man det kulturelle livsskript, og det er noget, der først skal læres.

-Randi Nielsen

Aktivitet 3: Hvad er pædagogens opgaver i kulturmødet?

Start: 13/9

Deadline: 20/9

1. Hvordan kan pædagogen forholde sig professionelt i kulturmødet med f.eks. forældre af anden etnisk baggrund? (eller andre kulturmøder)?
   Pædagogerne skal være i mødekommende og glemme alt om hvilken baggrund forældrene har. De skal se på dem som var det en hvilken som helst anden familie. Pædagogerne skal huske at udtrykke sig klart og tydeligt så forældrene, der måske kan have svære ved at forstå dansk også forstår hvad der bliver sagt. Når pædagogerne udtrykker sig klart og tydeligt (måske have en tolk med) risikere de ikke at der opstår misforståelser. En enkel misforståelse kan være årsag til et dårligt forældresamarbejde.
2. Hvilke tiltag ud over sprog kunne man planlægge for at overvinde kulturmødekonflikter?

Man kunne lave aktivitets dage hvor man for blandet børnene med hinanden, så de finder ud af de ikke er så forskellige bare fordi man har forskellige religioner. Men man kunne også lave en aften hvor forældrene er en del af det. Der er så meget snak om at børn kopier deres forældres sprog og holdninger. Laver man en aften hvor forældrene er en del af denne aften, kan man påvirke børnene igennem forældrene ved at vise forældrene at det sagtens kan lade sig gøre at fungere i et fællesskab, selvom man er fra forskellige kultur.

3. Hvilke kommunikative redskaber kan anvendes i kulturmødet(ud over sprog og skriftlighed)?

Sang, leg, personlige udvikling igennem motorisk leg f.eks. Vi skal være med til at styrke deres selvtillid.

4. Kan det være væsentligt, at vide noget om det enkelte (etniske)barns forhold i familien (lige som I ofte ville vide noget om det danske barns vilkår i hjemmet)? F.eks. oprindelsesland, sprog, religion, uddannelse, job? Hvorfor?

Det KAN ikke være væsentligt, det ER væsentligt. Det betyder rigtig meget for det pædagogiske arbejde at man har noget baggrundsviden om barnet. Hvis barnet er muslim og ikke spiser svinekød, og institutionen har en mad dag, så er det rimelig væsentligt at vide at barnet kommer fra et hjem hvor dette er en synd at spise. Vi skal ikke tvinge børnene til at ændre deres kultur, vi skal møde dem ved deres kultur.

5. Skolebarnet med anden etniske baggrund: Hvilke overvejelser ville I gør jer i f.eks. SFO’en i forhold til dette barn?

Jeg ville som pædagog være opmærksom på om barnet fungere socialt og om sproget bliver bedre så de kan begå sig i vores samfund.

6. Hvordan kan vi arbejdet med kulturmødet – giv eksempler?

Som tidligere nævnt, vi skal være imødekommende og være åben for nye tiltag. Vi skal f.eks. ikke bare sige til en familie med anden etnisk baggrund at de SKAL gøre sådan og sådan fordi det er sådan alle de danske familier gør. Nej vi skal derimod møde dem hvor de er og lade dem selv komme mod dig. Med det mener jeg at vi ikke skal skubbe dem, hvis vi lader dem tage den tid det tager at føle sig tryk i det danske samfund skal de nok komme. Et eksempel kan være at en far med anden etnisk baggrund, ikke træder ind på stuen i børnehaven, men bliver i garderoben og venter på barnet. Dette gør han ikke fordi han ved at det er pædagogernes område. Hvis vi så f.eks. siger til ham at han skal komme ind fordi sådan gør alle andre. Så tager det endnu længere tid for ham, at overbevise sig selv om at det er okay. Men ladere man ham tage den tid han har brug for, og han måske ser flere og fere gør det, så kommer det helt af sig selv. Så til sidst MØD DEM HVOR DE ER..

7. Skal en institution kun fejre de danske traditioner – hvordan/eller skal der inkluderes f.eks. muslimske traditioner?

Ja det skal institutionerne. Af den simple årsag: De har valgt at rejse til Danmark og der er vi største del af befolkningen kristne. Selv Jehovas vidne, som mange dansker også er, deler vi ikke fejringer med. Det er kun de kristne traditioner der er med i vores samfund. Man kan selvfølgelig altid spørge børnene med anden etnisk baggrund, eller bare en anden religion. ”hvordan fejre i jul?” el. ”holder i også påske, med påskeharen, gule blomster i vinduerne og påske frokoster” osv. Men vi skal ikke fejre nogen traditioner.

8. Hvilke love – regler findes i forhold til emnetDagtilbudslovenFolkeskolelovenFN’s Børnekonvention

 Randi

1. Læs teksten ”Kulturmødet i pædagogisk arbejde” og diskuter i gruppen, hvorfor vi skal beskæftige os med et emne som kulturmødet? Hvad er efter din opfattelse begrundelsen for, at vi skal beskæftige os med emnet?

Der findes så mange forskellige kultur og kulturopfattelser at vi som pædagoger er nød til at have kendskab til de forskellige kulturer. F.eks. børn med anden etnisk baggrund er vi nød til at sidde os ind i deres kultur f.eks. med ramadan, så vi ikke presser et barn til at gå imod sin tro/kultur ved at tvinge dem til at spise. Vi skal også være meget opmærksomme på at vi ikke sidder børn ind i forskellige kasser. Børnene skal tages imod hvad end de er Muslimer eller kristne. Vi skal huske på at vi lever i et multikulturelt samfund og der skal derfor være plads til alle og ikke smide nogle ind i en anden kasse fordi de kommer fra en anden kultur.   

2. Hvilke personlige ønsker har du for arbejdet med emnet ”Kulturmøde”. F.eks. hvilken målgruppe har især din interesse?
   Min interesse ligger i målgruppen 7-12-årige udsatte børn. Igennem større forståelse af deres kultur for jeg også en bredere forståelse på dem som individer. Jeg ønsker mig derfor bredere viden omkring deres kultur, indsigt i højtider og helligdage, hvis de skulle komme fra en anden religion. Men jeg skal selvfølgelig have en forståelse for alles kultur om de er med anden etnisk baggrund eller bare et udsat barn.    

Beskriv eksempler på kulturmøder fra jeres egen hverdag i en institution. Det kan være fra praktik eller arbejdssted. Desuden kan det være lige fra forældresamtalen til unge, som har brug for en særlig indsats - f.eks.:

3. Hvilke (kulturelle)problematikker oplevede I? F.eks. Hvilke kommunikative problematikker ser du i kulturmødet?

I forbindelse med f.eks. forældresamtaler/møder, er det vigtig at vi som pædagoger, er dygtige til at gøre os forståelige. Derfor kan det skabe problemer hvis vi bruger for mange danske billedsprogsord. Dette kan skabe kommunikative vanskeligheder og misforståelser.

4. Kan I nævne sammenhænge, hvor kulturforskelle har/kan virke hindrende for den pædagogiske faglighed? F.eks.: Hvilke ”klassiske faldgruber” ser I, i kulturmødet mellem pædagog og forældre af anden etnicitet?
   Man har før hørt om at fædre af anden etnisk herkomst ikke vil tale med kvindelige pædagoger/lærer, da man i deres kultur ikke har den samme respekt som vi i Danmark har overfor vores kvindelige pædagoger/lærer.
5. Kan/bør kulturforskelle være hindrende for den pædagogiske faglighed?
   Kulturforskelle bør ses som en opfordring til fælles udvikling af den pædagogiske praksis.