Aktivitet 2, livshistorier

                                                                       Aktivitet 2

Arbejde med livshistorie og din målgruppe

Min målgruppe er anbragte børn. Og hvorfor er netop dette vigtigt?

Jeg har valgt lige netop dette område efter min praktik på en døgninstitution hvor det blev tydelig gjort for mig hvad livshistorier gjorde for det unge menneske. Denne målgruppe er udsat for så mange ting og har derfor brug for at få glade minder med ind i deres livshistorie.

På en døgninstitution, hvor børn kommer på baggrund af traumatiske forhold i hjemmet, f.eks. overgreb, vold eller alkoholmisbrug, skal pædagogerne skabe rammer, så børnene får en så god og normal hverdag som mulig. Opholdet på institutionen vil fremover være en del af deres livshistorie, og for at det ikke går i glemmebogen, er det vigtigt, at de får minder med fra denne tid. På døgninstitutionen Solvang laver de en personlig bog til hvert barn. Som regel er det er flot fotoalbum med små noter til billederne, og det bliver overrakt barnet eller den unge kort før flytning. Dette kan være med til at give barnet/den unge et minde om sin tid på en døgninstitution.

Som pædagog kan man altid bruge det anbragte barns livshistorie i det pædagogiske arbejde, f.eks. er det gennem indsigt i livshistorien, vi kan forstå barnets vanskeligheder og retningsbestemme den pædagogiske indsat for det enkelte barn.
Det særlige ved at beskæftige sig med barnets livshistorie er, at barnet er sin historie. Barnet har skabt og har sin egen historie. Derfor er det også noget specielt, vi er sammen med barnet om. Der opstår noget særligt mellem barn og pædagog når barnet fortæller, pædagogen lytter engageret og barnet oplever at kunne bevæge et andet menneske med sine oplevelser fra dens liv.

Det er et fælles vilkår for børn, der er anbragt uden for hjemmet at de har oplevelser i deres livsforløb som ”gør ondt” det er netop fordi deres liv er problemfyldt, at de er anbragt. Det betyder at oplevelser af angst og svigt ofte fylder barnets erindring, eller hvis barnet har været nød til at fortrænge sine oplevelser, at der kun er lidt eller ingen erindring fra barndommen eller opholdet på institutionen. Derfor er det de sjove og positive situationer vi har sammen med det anbragte barn der skal beskrives overfor hinanden, så de altid vil mindes de gode frem for den dårlige.

Livshistorien skaber samtaler, initiativ og identitet

Arbejdet med livshistorier er en mulighed for at åbner flere døre mellem den anbragte og personale, fordi:

·         En livshistorie kan være med til at skabe bedre og flere kommunikationsveje mellem omsorgsgiveren og den anbragte;

·         Det er lettere for personalet at starte en samtale eller foretage sig noget meningsfuldt med den anbragte, når de kender til borgerens livshistorie.

·         Omvendt kan livshistorien også bruges til at imødekomme initiativer fra den anbragte og øge muligheden for at personalet bedre forstår borgerens hensigt.

Mulig problem formulering: Hvordan kan vi som pædagoger være med til at styrke det anbragte barns identitets dannelse igennem livshistorier??

-       Randi

Min viden er indsamlet i bogen Fortælling fra praksis –om livshistorier og pædagogik (redigeret af Ida Schwartz)